Naviger op
Log på
 
 
 
 
 
 
Vejdirektoratet
vejman.dk nyhedsbrev

Oktober 2015

Kære læser  
 
I denne udgave af nyhedsbrevet kan du b.la. læse om temadagen om funktionskontrakter og om det spændende projekt omhandlende realtidstrafikdata.  
 
Du kan også læse om hvordan det gik på årsmødet der blev afholdt den 8. oktober i Nyborg Strand og se hvem der var den heldige vinder af et supergavekort.  
 
God læselyst

vejman.dk årsmøde 2015

– tak for jeres deltagelse i årsmødet!  
 
Den 8. oktober 2015 blev der afholdt vejman.dk årsmøde på Hotel Nyborg Strand. Årsmødet var rigtig godt besøgt og rekord mange vejman.dk kommuner var repræsenteret. Dagen igennem var der livlig aktivitet samt gode dialoger og sparring på tværs af bestyrelser.  
 
 
Efter mødet blev der udsendt et elektronisk evalueringsskema og 52 % har svaret. Vi er rigtig glade for den høje svarprocent, da svarene og især kommentarerne hjælper os til at gøre næste års møde endnu bedre. Blandt alle der angav deres mailadresse har vi trukket lod om to præmier og de heldige vindere blev: John Adamsen fra Aarhus Kommune og Kim Hansen fra Glostrup Kommune. Vinderne har fået direkte besked.  
 
Du kan læse mere om dagen og se præsentationer fra de enkelte indlæg på hjemmesiden.
 
Årsmødet 2016 afholdes torsdag den 13. oktober i Fredericia.

Brugerundersøgelsen 2015

Hvert år bliver brugertilfredsheden blandt brugerne af vejman.dk undersøgt.  Både tilladelser, uheld og belægningsoptimering, men også spørgsmål om CVF kommer omkring brugerne, så vi kan finde ud af, om der er noget vi kan gøre bedre. Spørgeskemaet bliver udsendt til alle brugere, der har benyttet et eller flere af systemerne i løbet af året. I år har vi modtaget 696 besvarelser på undersøgelsen – tak for det!  
 
De indkomne svar er blevet analyseret og vil blive brugt i den fremtidige udvikling og forbedring af systemerne.  Hvert år bliver svarene mere positive og den tendens er vi meget begejstrede for, da den viser at vi bevæger os i den rigtige retning.    
 
Vi har trukket lod om et ”Supergavekort” blandt alle deltagerne i undersøgelsen og den heldige vinder er Büsra Yücelbas. Büsra har fået gavekortet tilsendt.

Temadagen om funktionskontrakter satte fokus på fordele og ulemper

Onsdag den 16. september var 163 vejfolk fra kommuner, Vejdirektoratet, rådgivere og entreprenører samlet til en temadag om funktionskontrakter for vedligehold af asfaltveje. Programmet bød dels på gruppearbejde med det formål at alle kom til orde med deres erfaringer og holdninger til funktionskontrakter, og dels på indlæg fra fire kommuner med konkrete og interessante erfaringer med funktionskontrakter.
 
En masse gode erfaringer
Der er mange og gode erfaringer at samle op på. Den første kommunale funktionskontrakt blev udbudt for 14 år siden og udløber i år. I dag findes 47 tilsvarende kontrakter i Danmark, hvilket dækker cirka 19 procent af de kommunale veje. Typisk løber en funktionskontrakt i 15 år. Kontraktformens karakteristika er – som navnet beskriver – at vedligeholdelsen beskrives ved hjælp af funktionskrav eller tilstandskrav, modsat udførelseskrav som i typiske kontraktformer på vejområdet. Entreprenøren lever op til faste tilstandskrav i hele perioden, og modtager en fast årlig betaling for vedligeholdelsen.
 
Læs mere...

Bedre fremkommelighed med Realtidstrafikdataprojektet

Henover vinteren 2014/15 gennemførte Vejdirektoratet et EU-udbud med formål at indgå kontrakt med en leverandør om realtidstrafikdata. På baggrund af en kompetencepræget dialog med tre bydende blev der i juni 2015 indgået kontrakt med Inrix, som havde det økonomisk mest fordelagtige tilbud. Dette var med henblik på levering af GPS-baserede realtidstrafikdata, statistiske data for det strategiske vejnet, øvrige statsveje og option for kommuner de næste to år – med mulighed for forlængelse to gange et år.
 
Trafikdata for Statens veje har tidligere været baseret på bl.a. statistisk information fra trafikanternes køretøjer – indsamlet via vejsideudstyr eller spoler i vejen få steder i Danmark ved København, Århus og i Trekantområdet. Illustreret i figur 1. Data fra dette vejudstyr har givet nogle meget præcise data om antallet af biler samt hastigheden. Disse statiske data har givet Vejdirektoratet mulighed for – på disse få strækninger – at lave analyser af motorvejstrafikken, undersøge trængselspletter osv., som kan anvendes statistisk og i fremtidig planlægning af vejstrækninger og vejarbejder.
 
Læs mere...

Standardisering af stier i vejman.dk  

I forbindelse med vores kommende version af vejman.dk, der efter planen idriftsættes i november 2015 gennemfører vi en række ændringer i administrative oplysninger. Ændringerne gennemføres for at imødekomme de ønsker og forslag relateret til administrative data, som stigruppens anbefalinger mundede ud i 2014.  
 
Ændringerne medfører en omlægning af bl.a. vejstatus og vejklasse begrebet og har derfor en stor betydning for mange af vores systemer.
For at sikre at overgangen fra den eksisterende løsning til den nye model sker så gnidningsfrit som muligt, har vi udarbejdet et notat, der beskriver de ændringer, der gennemføres og som de praktiske konsekvenser af ændringerne på en række centrale områder. Notatet beskriver dels ændringerne og nogle af de side effekter ændringerne har på eksisterende programmer.    
 
Læs mere i notatet her.

Besøg Vejdirektoratet på Vejforum

Kom en tur forbi Vejdirektoratets stand i udstillingsområdet og få en snak med din kundekonsulent. Temaerne i år på standen er vejman.dk og Trafiksikkerhed, men du kan altid få en snak med Ida eller Bent om hvad Vejdirektoratet kan hjælpe din kommune med.  
 
Når et af fokusområderne i år nu er trafiksikkerhed, vil du også have mulighed for at teste dig selv med ’promillebriller’ på. Kan du mon gå rundt om keglerne uden at vælte dem?  
 
Vi glæder os til at se dig!
 

Mulighed for et fælles driftsudbud for Vejdirektoratet og kommunerne

På de store, årlige dialogmøder mellem Vejdirektoratet og de kommunale chefer, der fandt sted i det tidlige efterår, præsenterede Vejdirektoratet grundlaget og idéerne til et stort kommende Driftsudbud i 2017. Tanken bag er, at Vejdirektoratet vil foreslå interesserede kommuner at være med i udbuddet i et mindre eller større omfang og dermed høste de gevinster der er ved større udbud.  
 
På møderne var den umiddelbare interesse ret stor og Vejdirektoratet har derfor efterfølgende sendt invitationer ud til kommunerne om et uforpligtende møde for at drøfte mulige samarbejdsrelationer og rejser pt. rundt til mange interesserede kommuner.  
 
Der bliver endvidere en workshop om emnet på Vejforum 2015 og du vil også kunne høre mere om projektet på Kommuneworkshoppen 2016. 

Er jeres glatførebekæmpelse effektiv?

I vintersæsonen 2015/2016 kan Vejdirektoratet tilbyde kommunerne i Midt- og Nordjylland en rigtig god pris på termiske målinger af udvalgte veje.
 
Baggrunden for den attraktive pris i år er, at Vejdirektoratet hvert år gennemkører ca. en tredjedel at statens vejnet med termiske målinger for at sikre, at glatførestationerne til enhver tid er placeret optimalt. I vintersæsonen 2015/2016 er det en del af de jyske veje, der står for tur.
 
Hvis Vejdirektoratet i samme arbejdsgang gennemkører kommuneveje i området, vil vi naturligvis spare tid og penge. Denne besparelse ønsker vi at dele med kommunerne.
 
Målingerne danner grundlag for at kunne placere kommunens glatførestationer korrekt. Placeringen af glatføremålestationer sker oftest som en kombination af dels kommunernes egne erfaringer med glatte vejstrækninger og dels de termiske målinger, der udføres af Vejdirektoratet.
 
Du skal få lavet termiske målinger på dine veje fordi
  • Målestationer i de kolde punkter – hvide pletter – giver den bedste varsling af glatte veje
  • Rettidigt udført glatførebekæmpelse giver færre glatføreuheld
  • Hvide pletter flytter sig i takt med ændringer i bevoksning lang med vejen og vejbelægningens struktur, og skal derfor overvåges  
Har I ikke allerede egne glatførestationer, bør I måske overveje det. Ring og få en snak om jeres udbytte ved egne målestationer.
 
Bent Juhl Pedersen på tlf. 7244 2136 eller bjp@vd.dk og Ida Litske Bennedsen på tlf. 7244 3471 eller il@vd.dk.  

Kundekonsulenterne er til for dig

Vejdirektoratets kundekonsulenter kan, i tæt dialog med dig og i samarbejde med relevante medarbejdere i Vejdirektoratet, finde frem til den løsning, som er mest optimal for kommunen. Kundekonsulenterne kommer gerne ud til et møde i din kommune.  
 
Kontakt:
Bent Juhl Pedersen på tlf. 7244 2136 eller Ida Litske Bennedsen på tlf. 7244 3471  
 
Som vejman.dk bruger kan du finde aktuel info, servicemeddelelser, nyheder, support m.m. på vejman.dk. Kan du ikke finde svar på dit spørgsmål, er du velkommen til at kontakte vejman.dk supporten på tlf. 7244 3300 eller e-mail vejman.dk@vd.dk  
 
Du kan fortsat finde informationer om vores produkter specielt tilpasset vejsektorens behov på vejdirektoratet.dk/raadgivning
 
Næste vejman.dk nyhedsbrev udkommer i december 2015. Giv gerne en kollega et tip om nyhedsbrevet.
Vejdirektoratet
Niels Juels Gade 13
1022 København K
Telefon 7244 3333

 
 
 
 
 
 
Oprettet
02-08-2016.
Senest opdateret
02-08-2016.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.